En gang imellem prøver man sig ind i en virksomhed, hvor man umuligt kan have et komplet overblik over alle bevægelige dele, men er nødt til at se på virksomheden i sin helhed for at holde sin analyse forankret. I Alibaba har man at gøre med en kæmpe blæksprutte med armene overalt i det kinesiske digitale samfund.
Nylige hændelser
“Nylige” er ikke det rigtige ord. Det, der foregår i Kina lige nu, begyndte for år siden, men det er først nu, at tingene er eskaleret til en reel panik og udsalg af kinesiske aktier.
Tingene begyndte med handelskrigen mellem USA og Kina og præsidentvalget i 2016. Handelskrigen tog fart den 6. juli 2018, da USA indførte en told på 255 på kinesiske importvarer til en værdi af 34 mia. dollars, hvilket markerede den første i en række toldsatser, der blev indført i løbet af 2018 og 2019. Det udløste en række mistillid frem og tilbage. Og vigtigst af alt startede det et kapløb—som Europa har forsøgt hårdt at deltage i—om, hvem der kunne opbygge de største “nationale mestre” i virksomheder, der kunne konkurrere på verdensscenen.
For at være fair, har handelskrigen(e) medført adskillige andre faktorer udover handel, der har presset USA og andre lande til at indtage en hård holdning over for Kina, herunder konflikten i Det Sydkinesiske Hav, undertrykkelsen af uighurer i Xinjiang, kløften mellem Kina og Taiwan og den urimelige behandling af Hongkong. Den 14. juni blev Kina erklæret en “global sikkerhedsudfordring” af NATO, og den 23. juni forbød USA import af solpaneler fra Xinjiang. Derefter, den 9. juli, føjede USA 23 kinesiske virksomheder til sin økonomiske sortliste, og endelig, den 14. juli, vedtog Senatet et lovforslag om at forbyde alle produkter fra Xinjiang.
På den ene eller anden måde er Kinas handlinger, hvad enten de er sociale eller geopolitiske, alle styret af det samme formål om at opnå dominans og fremstille det marxistisk-leninistiske parti som en effektiv regeringskraft i det 21. århundrede, der er i stand til at håndtere et land med 1,4 mia. indbyggere. I sidste ende er dette knyttet til økonomi. Økonomien skal fungere. Ellers vil KKP ikke kunne klare det.
Xinping er godt klar over dette faktum. I juli mindede han staten om, at “økonomisk arbejde skal være vores kerneopgave. Hvis vi lykkes med det, bliver resten af vores opgaver nemme.”
Men spørgsmålet er så, hvilken slags økonomi KKP ønsker for at fremme Kina. På mange måder er det den samme slags økonomi, som Vesten indfører for at håndtere dominerende tech-virksomheder gennem antimonopoltiltag og masser af fintech-innovationer, der omgår det traditionelle finansielle system. Forskellen er blot, at Kina synes at være mere aggressivt og kontrollerende i sin måde at gøre det på.
Jack Ma blev engang betragtet som urørlig. Det var indtil han holdt en tale i oktober 2020 på Bund-topmødet i Shanghai, hvor han talte imod KKP’s måde at bevare kontrollen over Kinas vidtstrakte finanssektor på. (Her er en oversættelse af talen). Han beskyldte tilsynsmyndighederne for at kvæle innovation og være ude af trit. Kort efter blev Ma indkaldt til afhøring af de kinesiske myndigheder, og dagen efter blev børsnoteringen af Ant Financial på 37 mia. dollars—som skulle have været verdens største—sat på is, på trods af at der tidligere var givet grønt lys. Ant Financial blev efterfølgende beordret til at omdanne al sin forretning, inklusive Alipay, til et finansielt holdingselskab, og Ma forsvandt i et stykke tid. Alibaba ejer 33% af Ant Financial (som nu er Ant Group).
I mellemtiden har den kinesiske regering for nylig lanceret deres digitale yuan, e-CNY, som kan udfordre Alibabas (eller Ants) betalingsnetværk. Det viser endnu et forsøg fra KKP på at genvinde kontrollen over det finansielle system. E-CNY anslås at ville overtage 9% af markedet som en redundans for detailbetalingssystemet, og som endnu et slag på håndleddet har CCP gjort det klart, at valutaen ikke kunne forbindes med Alipay.
Men det er ikke den eneste gang, Alibaba er kommet i rampelyset. Kinas statslige administration for markedsregulering (SAMR) blev grundlagt i marts 2018 for at styrke Kinas KKP’s håndhævelse af monopollovgivningen. I december sidste år indledte administrationen en antitrustundersøgelse af Alibaba for misbrug af sin dominerende markedsposition ved at opfordre forhandlerne til kun at vælge én platform. En “vælg én ud af to”-praksis, kaldte de det. Undersøgelsen førte til en rekordstor bøde på 2,75 mia. dollars.
Men disse begivenheder er ikke de eneste, der har udløst den seneste panik på kinesiske aktier.
Den 30. juni gik samkørselsgiganten Didi Chuxing på børsen i New York. Timingen var ikke god. Få uger før børsnoteringen begyndte Kinas cybersikkerhedsvagthund, Cyberspace Administration of China (CAC), at sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden af Didis netværk og følsomheden af de oplysninger, der vises på virksomhedens kortlægningsfunktion. CAC bad Didi om at udsætte børsnoteringen, men på trods af den vage advarsel besluttede Didi at fortsætte med børsnoteringen. Børsnoteringen rejste 4,4 mia. dollars i et lukrativt markedsmiljø og blev den største udenlandske børsnotering af en kinesisk virksomhed siden Alibaba.
Det faldt ikke i god jord hos CAC. Få dage før åbningsklokken annoncerede administrationen en undersøgelse af Didi på mistanke om, at virksomheden havde overtrådt databeskyttelses- og nationale sikkerhedslove. Didi blev forhindret i at registrere nye brugere, og alle kinesiske app stores blev instrueret i at fjerne Didis app. Hændelsen fik andre kinesiske tech-giganter til at se indad for ikke at blive gransket for eventuelle skjulte dataproblemer. Tencent stoppede registreringer af nye brugere til WeChat med henvisning til “sikkerhedstekniske opdateringer”.
Sociale problemer i Kina har også givet næring til landets nylige regulatoriske slag. Udover national sikkerhed og databeskyttelse har Kina et stigende incitament til at reducere den voksende velstandskløft i økonomien. Tilsyneladende ligger en stor del af dette problem i, hvordan onlinevirksomheder har monetariseret essentielle tjenester såsom privat uddannelse. Siden New Oriental Educations børsnotering i USA i 2006 er den kinesiske private uddannelsessektor vokset til en industri på 100 mia. dollars på bekostning af millioner af kinesiske forældre, der bruger deres opsparing på private onlineundervisere i håb om at give deres børn en lysere fremtid.
Det er ingen hemmelighed, at Kinas uddannelsessystem er stressende. Selvmordsraten blandt studerende er forhøjet. Systemet har bidraget til at give næring til en hyperkonkurrencepræget samfundsmæssig besættelse af akademiske præstationer gennem hensynsløs prisfastsættelse og aggressiv reklame for at tilbyde døgnåben, sindsoprivende undervisning. Den kinesiske regering ser dette som en potentiel demografisk krise og har tvunget alle fritidsundervisningsvirksomheder til at registrere sig som nonprofitorganisationer, samtidig med at de har forbudt undervisning i weekender og på helligdage. Hele forretningsgrundlaget for New Oriental Education og TAL Education, begge børsnoterede virksomheder, forsvandt med ét hug. Og med KKP’s stærke kritik af den private sektors monetarisering af essentielle tjenester er der nu bekymring for, at den næste industri i rækken vil være sundhedspleje.
Spørgsmålet er, hvor langt yderligere reguleringerne kan gå, om de er nødvendige eller ej, og om de er retfærdige eller ej. Spørgsmålet er også, hvem der bliver den næste i rækken.
Denne artikel handler om Alibaba, så vi vil dykke mere ned i de fremtidige konsekvenser for Alibaba af alt dette senere. Det er svært at spå om fremtiden uden at forstå fortiden. Lad os først tage et skridt tilbage og se på virksomhedens historie.